Viser opslag med etiketten krea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krea. Vis alle opslag

søndag den 20. oktober 2013

Til daglig glæde

Jeg har alt for meget stof og alt for lidt tid. 

Kan ikke lade være med at købe, hvis jeg falder over noget særligt. Eller bare noget billigt.

Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg i den kommende tid kun må bruge, hvad jeg allerede har. 

Ingen nye indkøb, nu skal der tømmes ud i lageret.

Men der er nogen stykker stof, som jeg ikke klipper i, uden at have tænkt mig godt om først. Dette er et af dem:



Det er et gammelt marimekko-print, som stammer fra min mor, og som hun havde gemt på siden engang i 70-erne. 

Jeg har længe gerne villet sy noget særligt af det, og idag blev det så til et penalhus.

Så ved jeg nemlig, at jeg vil glædes over det, og tænke på hende hver eneste dag. 







Foret er også gammelt stof, nemlig et stykke af en sødahl-dug, jeg engang har købt i en genbrugs, og lynlåsen havde jeg i gemmerne.



Så nu er jeg klar til at starte igen efter en dejlig efterårsferie, hvor der både blev plads til en voksentur til Barcelona, lidt arbejde, tid ved symaskinen og hygge med familien.

torsdag den 17. oktober 2013

Hjemmesko

Forleden fandt jeg denne sko i gemmerne. Den er str ca 2 år, og har tilhørt Caja, som fylder 14 år idag. Den er godt slidt, og der er kun den ene, så jeg ved ikke, hvorfor den ikke er røget ud for længe siden. 


Da mine piger var små, syede jeg masser af disse hjemmesko til dem, de er enkle at sy og sidder godt på foden. Jeg var altid på jagt efter egnede skindrester, det er ikke så let at finde noget, der er blødt nok til de små barnefødder. Da jeg forleden så dette indlæg var jeg ikke fri for at ærgre mig lidt over, at jeg ikke før havde tænkt på at sy skoene i stof. For det er jo oplagt, og desuden den perfekte måde at få brugt mindre stykker stof på.

Så nu har jeg syet et par til min niece Ingeborg:





De er foret med fleece, og sålen er lavet af et stykke af det samme skind, som jeg syede Cajas sko i for 12 år siden. Det er da godt, man aldrig smider noget ud :-)

onsdag den 9. oktober 2013

Juhuu, jeg har lavet et tæppe

..eller næsten i hvert fald. For indtil videre er det bare oversiden, der er færdig. Det er et tæppe til min svigermors sommerhus, og tanken var, at det skulle være lyst og let. I huset hænger et par gamle Sikker Hansen plakater, bl.a. den med Davre-pigerne, og det var de farver, jeg havde i tankerne (selvom dem, jeg har brugt nok er en anelse mindre afdæmpede end dem på plakaten).





Det har været skønt at komme i gang med noget patchwork igen, og jeg glæder mig til at gøre tæppet færdigt!

onsdag den 21. august 2013

Yndlingskjolen, nu med neon

Så fik jeg syet en søster til min grønne sommerkjole, en dejlig nem model, som kan laves på en aften:











Stoffet er, som tidligere nævnt fra Stofdillen og det neonfarvede tittebånd er fra Betty P. (Og i ovnens spejlbillede ser man, hvorfor jeg har tid til at blogge idag; mine piger står for aftensmaden!)

Jeg er rigtig glad for kjolen, stoffet er blødt og behageligt, og jeg tænker at kjolen også kan bruges til vinter med strømpebukser og en cardigan.

Der var stof nok til en bluse efter samme mønster. Sjovt, så anderledes stoffet bliver med en anden farve kant:





tirsdag den 23. april 2013

Småting

Jeg får ikke syet så meget for tiden, som jeg gerne ville. Men lidt bliver det da til. Bla. lidt til køkkenet:


Jeg har brugt resterne fra mit Bella-tæppe. Selvom de var små, var de for gode til at smide ud!


..og et sleeve til min telefon, som jeg har fundet inspiration til her



Indimellem quilter jeg på mit sengetæppe:



Tæppet er 240x240 cm, så det er et stort og besværligt arbejde at komme igennem. Men det går fremad!

torsdag den 11. april 2013

Lockout-tæppet


Lockouten er et mærkeligt dødvande at være i, for ingen ved jo, hvornår og hvordan det ender. Det er hårdt at høre sit fag blive diskuteret og udskældt så meget, og hårdt hele tiden at skulle forklare og forsvare. Det er hårdt, fordi det har nogle omkostninger for mig personligt; jeg mister penge hver dag og fik ikke lov at gennemføre den efteruddannelse, jeg havde set frem til i månedsvis.
Men det er også en tid, hvor jeg har mere tid og overskud til mine egne børn og til alt det andet, jeg gerne vil herhjemme. Så selvom jeg synes, konflikten påvirker mig meget rent følelsesmæssigt, prøver jeg at nyde dagene og få det bedste ud af dem. Blandt andet ved at sy nogle tæpper.



Dette tæppe er noget af det, jeg har nået i de forløbne dage. Det er ikke til nogen speciel, derfor kalder jeg det Lockout-tæppet. Og mine kolleger og jeg er blevet enige om, at det nok også passer meget godt, når man ser på det: Sort-hvidt, lidt forvirrende og med skarpe kanter... Ja, det ligner i hvert fald ikke noget, jeg har lavet før! 












søndag den 7. april 2013

Sabrinas tæppe



Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg begyndte nemlig allerede i slutningen af februar på et tæppe til min veninde. Det har været færdigt nogen tid, og nu er jeg på vej ned for at aflevere det!









Tæppet er syet af forskellige småblomstrede stoffer kombineret med råhvid bomuldspoplin. Bagsiden er en dug fra genbrugsen. Jeg har quiltet diagonalt i de ensfarvede felter og lavet kant af flere forskellige af de blomstrede stoffer. Nu håber jeg bare, hun kan lide det! 

mandag den 1. april 2013

Mere patchwork

Min mand fyldte 40 forleden, og han havde ønsket sig et sengetæppe til vores seng, så det skulle han selvfølgelig have! Helt færdig blev jeg nu ikke; det er svært at lave sådan noget i hemmelighed, når man ikke har et rum, hvor man kan lukke døren. Men nu har jeg da fået oversiden færdig:



Nu mangler jeg bare det mindre sjove; at montere med bagside og mellemfoer, samt at quilte. Jeg har ikke prøvet at lave så stort et tæppe før, og jeg har på fornemmelsen at der bliver plads til en del overspringshandlinger inden da. En af dem er jeg allerede startet på, nemlig det sort-hvide tæppe, jeg længe har haft planer om at lave:





I dag var vi til familiepåskefrokost hos min far. Her kunne jeg ikke lade være med at tage et par billeder af dette tæppe, som min mor engang købte i en genbrugsbutik:



Det er håndsyet, og helt sikkert ikke noget, jeg havde tålmodighed til, og da slet ikke i de glatte stoffer, der er brugt. Men er det ikke bare flot?





Påskeugen har jo ikke været nogen succes rent vejrmæssigt. Til gengæld har man ikke behøvet at have dårlig samvittighed over at sidde inde og sysle. Så jeg har nået dejlig meget i ferien. 
I morgen er det så hverdag igen; en hverdag som jeg ikke kender indholdet af. Jeg er nemlig lockoutet, og må derfor ikke fortsætte på det seks ugers efteruddannelsesforløb, som jeg startede på ugen før påske, og som jeg var vildt glad for. Det er en enormt frustrerende situation, som selvfølgelig også har kostet mange bekymringer og ærgrelser ugen igennem. 
Jeg håber virkelig, at konflikten afsluttes hurtigt og med en løsning, som vi alle kan være tilfredse med. Indtil da må vi jo bare prøve at få det bedste ud af dagene!

torsdag den 28. marts 2013

Fødselsdagsgaver

Min niece Fanny fylder to idag, og jeg har syet en lille kjole til hende:




Kjolen er syet af en gammel Noa Noa nederdel i thaisilke. Det er over ti år siden jeg sidst har brugt den, men jeg har bare syntes, den var for god til at kassere. Det fik jeg så glæde af nu, og der er da ikke noget bedre end genbrug! 
Modellen er fra et gammelt Alt om Håndarbejde, og jeg har syet rigtig mange af dem til mine egne piger i sin tid!


Ja, jeg var jo begyndt at klippe i nederdelen, inden jeg kom i tanker om,
 at jeg skulle tage et billede!


Da Fanny forleden var på besøg med sin mor, var hun meget interesseret i Antons nye gulvpude. Men Anton havde ikke i sinde at dele, så derfor må hun jo have sin egen. Her er tøseversionen:





Caja har hæklet en kjole og trusser til Fannys dukke, som Caja hæklede sidste år til Fannys 1 års fødselsdag:





Jeg er ikke selv ret god til at hækle, så jeg synes det er virkelig godt gået af min store pige!

Ellers er der rigtig mange ting, som ligger klar og som jeg gerne vil nå her i ferien: Bukser til Anton, kjole til Linnea, en nederdel til mig selv samt to tæpper som er halvt færdige. Det bliver en god påske!














tirsdag den 26. marts 2013

Gulvpude

Så er det påskeferie, og jeg prøver for en stund at glemme, hvor surt det er at være lærer for tiden, og i stedet nyde dagene hjemme med min familie. 
I går syede jeg denne gulvpude til Anton, inspireret af nogle min svigerinde har købt til sine børn:



















      










Toppen er lavet af 9 kvadrater på 15x15 cm. Jeg syede dem sammen og målte herefter ud fra midten og tegnede en cirkel. Siderne er også kvadrater, (som dog endte med ikke at være helt kvadratiske, da puden ellers blev for høj) og bunden er en ensfarvet cirkel.



Som den vakse læser vil bemærke, blev det rødternede siden skiftet ud..

Anton er rigtig glad for sin pude!



God påske!

torsdag den 14. marts 2013

Ugen der gik


Jeg har gang i forskellige syprojekter, men ikke noget færdigt at vise frem endnu, så her kommer lige nogle glimt fra ugen der gik:





Middagslur, nu med guldur!



Vi ryddede op i gemmerne og fandt denne skat. Knapperne stammer fra min mands mormor


Caja lavede banansjov

Lidt forår er der da at spore i mit blomsterbed...

Nu er weekenden lige om hjørnet, nyd den!

torsdag den 7. marts 2013

Hjemme hos mig #2

Jeg har desværre ikke noget arbejdsværelse/krearum. Min arbejdsplads er spisebordet, og det kan jo være lidt af en udfordring. Min symaskine bliver pakket frem og tilbage rigtig mange gange på en uge, og familien må finde sig i, at projekterne indimellem tager magten over stuen. I soveværelset har jeg et skab til mine materialer. Her har jeg stofrester osv. i klodskasser af plastik. Når jeg er i gang med at projekt får det sin egen klodskasse, så det nemt kan tages frem og pakkes væk igen. 



Der er dog også fordele ved at familien på denne måde følger mine projekter, nemlig at mine store piger bliver inspireret til at gå i gang med deres egne små projekter.
F.eks. syede Caja på 13 en pude af resterne fra det tæppe jeg har lavet til hende..



...og hun snuppede hurtigt resterne fra mit Bella-tæppe og gik i gang med et (endnu ikke færdigt) Ipad-cover:





Linnea på 10 har syet denne lille taske til sig selv af rester fra et par børnetæpper. Jeg synes det er godt klaret uden hjælp!



Jeg synes det er dejligt at jeg kan smitte dem lidt med min sy-lyst. Og så er det bare hyggeligt at sysle sammen!