At kende sin begrænsning

Jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg hader at quilte, i hvert fald større ting. 

Jeg synes, det er virkelig svært, når man skal have tre lag til at ligge pænt sammen og samtidig skal bakse med at få en masse stof igennem maskinen. 

Der er ingen tvivl om, at quiltningen er det, der giver den sidste, lækre finish til et flot patchworktæppe, men øv, hvor er det svært!

Derfor har jeg også mange gange spurgt mig selv, hvordan jeg dog kunne finde på at gå i gang med et tæppe på 2,5x2,5 m. 

Men det gjorde jeg ikke desto mindre, og det har været LÆNGE undervejs. 

Jeg skrev første gang om det i dette indlæg, da overdelen var færdig i begyndelsen af april, og siden har det kostet mig blod, sved og tårer og mange oversprings-syprojekter. 

Men i denne weekend blev jeg endelig færdig, og nu pryder tæppet vores seng:

Det er syet af en god blanding af gammelt og nyt; et af vores gamle dynebetræk, der var tyndslidt i den ene ende, en dug fra genbrugsen og nye stoffer fra hhv. Stof og stil og Stof og stuff i Århus. Farverne er valgt til at skulle matche Scherfig-billedet, som var en bryllupsgave.

Jeg har qulitet i baner i varierende bredde på den ene led, og det var en kamp at komme igennem. Resultatet er derefter; banerne er skæve, og bagsiden ser rædselsfuld ud!

Meeen, når det ligger der på sengen synes jeg egentlig, det er ret pænt alligevel...