søndag den 27. oktober 2013

Myrekryb

Stina, en tidligere kollega så et billede af mit penalhus på instagram, og hun spurgte, om jeg ikke kunne sy et til hende.

Efter Stinas ønske blev det i myrestoffet med orange lynlås, og det synes jeg, var et godt valg.





Nu håber jeg bare, hun bliver glad for det, det er nyt for mig sådan at sy på bestilling

Jeg er rigtig glad for myrestoffet, som er fra stof2000.

Når man syr til drenge, kan det godt være lidt svært at finde noget fint mønstret stof. Jeg har så mange lækre prints i samlingen, men ikke så meget, der går til drenge. 
Men myrestoffet er godt!

Jeg har tidligere brugt dem til disse bukser til Anton, og nu er det også blevet til et par hjemmesko:




tirsdag den 22. oktober 2013

ups..

Ja, jeg havde jo lovet mig selv ikke at købe mere stof.

Men så var jeg i Rema 1000 for at handle, og de havde disse fine viskestykker med print på til bare 15 kr for to. Perfekt til patchwork.



De passer perfekt ind i bunken med stoffer som engang skal blive til et tæppe i sort, hvidt og gråt.



Og hvis jeg aldrig får tæppet syet, kan jeg vel altid bruge dem i køkkenet...

søndag den 20. oktober 2013

Til daglig glæde

Jeg har alt for meget stof og alt for lidt tid. 

Kan ikke lade være med at købe, hvis jeg falder over noget særligt. Eller bare noget billigt.

Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg i den kommende tid kun må bruge, hvad jeg allerede har. 

Ingen nye indkøb, nu skal der tømmes ud i lageret.

Men der er nogen stykker stof, som jeg ikke klipper i, uden at have tænkt mig godt om først. Dette er et af dem:



Det er et gammelt marimekko-print, som stammer fra min mor, og som hun havde gemt på siden engang i 70-erne. 

Jeg har længe gerne villet sy noget særligt af det, og idag blev det så til et penalhus.

Så ved jeg nemlig, at jeg vil glædes over det, og tænke på hende hver eneste dag. 







Foret er også gammelt stof, nemlig et stykke af en sødahl-dug, jeg engang har købt i en genbrugs, og lynlåsen havde jeg i gemmerne.



Så nu er jeg klar til at starte igen efter en dejlig efterårsferie, hvor der både blev plads til en voksentur til Barcelona, lidt arbejde, tid ved symaskinen og hygge med familien.

torsdag den 17. oktober 2013

Hjemmesko

Forleden fandt jeg denne sko i gemmerne. Den er str ca 2 år, og har tilhørt Caja, som fylder 14 år idag. Den er godt slidt, og der er kun den ene, så jeg ved ikke, hvorfor den ikke er røget ud for længe siden. 


Da mine piger var små, syede jeg masser af disse hjemmesko til dem, de er enkle at sy og sidder godt på foden. Jeg var altid på jagt efter egnede skindrester, det er ikke så let at finde noget, der er blødt nok til de små barnefødder. Da jeg forleden så dette indlæg var jeg ikke fri for at ærgre mig lidt over, at jeg ikke før havde tænkt på at sy skoene i stof. For det er jo oplagt, og desuden den perfekte måde at få brugt mindre stykker stof på.

Så nu har jeg syet et par til min niece Ingeborg:





De er foret med fleece, og sålen er lavet af et stykke af det samme skind, som jeg syede Cajas sko i for 12 år siden. Det er da godt, man aldrig smider noget ud :-)

onsdag den 16. oktober 2013

Et efterårssæt

Jeg har syet et efterårssæt til Anton:






Bukserne er i babyfløjl og med rib i talje og bukseben. Mønstret er Minikreas posebukser. Jeg har justeret lidt på størrelsen og tilføjet indvendige lommer med piping.



Blusen er syet i en dejlig uldjersey fra stofdepotet. Den er dobbeltvævet, med bomuld på indersiden, rigtig blød og lækker og perfekt til de kolde måneder. 



Så kan efteråret da bare komme an!

onsdag den 9. oktober 2013

Juhuu, jeg har lavet et tæppe

..eller næsten i hvert fald. For indtil videre er det bare oversiden, der er færdig. Det er et tæppe til min svigermors sommerhus, og tanken var, at det skulle være lyst og let. I huset hænger et par gamle Sikker Hansen plakater, bl.a. den med Davre-pigerne, og det var de farver, jeg havde i tankerne (selvom dem, jeg har brugt nok er en anelse mindre afdæmpede end dem på plakaten).





Det har været skønt at komme i gang med noget patchwork igen, og jeg glæder mig til at gøre tæppet færdigt!